Børnene i Favrskov fortjener gode normeringer

Af: Isabel Friis Madsen, Hadsten og Lone Boye, Hammel

Det er ingen hemmelighed, at normeringen i daginstitutionerne i Danmark og også i Favrskov har været til debat i årevis – og med god grund. Men mens der snakkes på landsplan, må vi i Favrskov se på vores egne forhold. For hvordan står det egentlig til med normeringen i vores lokale institutioner? Det ved vi faktisk ikke præcist. Og det er netop problemet.

Vi skylder vores børn, deres forældre – og deres pædagoger – at få konkrete svar. En grundig undersøgelse af normeringen i Favrskovs institutioner er ikke bare ønskværdig, den er nødvendig.
Som politikere møder vi af og til forældre, som oplever normeringen dårligere end de minimumsnormeringer, som de er stillet i udsigt. Det er denne forældreoplevelse, vi er nødt til at undersøge.

Når en pædagog i gennemsnit skal tage sig af alt for mange børn, går det ud over kvaliteten. Det ved både forældre og fagfolk. Børn har brug for tryghed, nærvær og udvikling – og det kræver tid. Tid, som pædagogerne ikke har, hvis de er for få på gulvet. Desværre hører vi igen og igen historier om medarbejdere, der løber stærkere, end godt er. Fra Den nationale kvalitetsundersøgelse i børnehaver i 2025 på landsplan ved vi, at normeringen på en given dag var 7,2 børn pr. medarbejder og 22,4 børn pr. uddannet pædagog. Værst så normeringen ud lige efter middag, hvor gennemsnittet lå på 11,8 børn pr. medarbejder.

En lokal undersøgelse vil måske også synliggøre udfordringerne i Favrskov, og det vil så danne grundlag for konkrete politiske beslutninger. Skal vi prioritere flere midler til området? Skal vi tænke anderledes i forhold til organisering? Det kan vi først tage stilling til, når vi har det nødvendige overblik.

Vi i Favrskov kan og bør være foregangskommune. Ved at tage initiativ til en gennemsigtig og uafhængig undersøgelse af normeringen, sender vi et klart signal: At vi tager vores børns trivsel alvorligt – og at vi vil sikre, at vores institutioner ikke bare passer børn, men udvikler dem.

Børnene i Favrskov fortjener gode normeringer