Socialdemokraterne i Favrskov

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Kommunalpolitisk program

Udskriv PDF

Socialdemokraterne i Favrskov.

Borgernes Favrskov

En af socialdemokraternes værdier er, at politik næres af menneskers drømme, ønsker og behov. Og politik skabes der, hvor virkeligheden møder visionerne.

For Socialdemokraterne er de grundlæggende værdier frihed, lighed og solidaritet. Disse værdier udspringer alle af forståelsen af, at det enkelte menneske er unikt og uerstatteligt.

Friheden understreger menneskets ret til at være til og til at udfolde sin forskellighed.

Ligheden er erkendelsen af alle menneskers lige værdi, netop fordi hvert enkelt menneske er unikt og dermed uerstatteligt.

Solidariteten sikrer, at vi drager omsorg for hinanden og værner om hinandens uerstattelighed og værdighed.

 

Politik handler om værdier. Det er en kamp mellem grundlæggende værdier, om hvordan vi forstår mennesket og dets behov. Det er disse værdier, der bestemmer, hvilke muligheder vi giver hinanden i livet. For Socialdemokraterne er det afgørende, at man kan genfinde partiets værdier i vores konkrete handlinger.

Sådan har vi også arbejdet i det nuværende byråd, hvor vi har haft en stor indflydelse på den vedtagne politik. Vi har arbejdet for et helt Favrskov, hvor borgerne i videst muligt omfang er inddraget forud for beslutningerne. Vi har gennem konstruktiv dialog vist viljen til at lytte til saglig kritik.

Desværre har vi også været nødsaget til at træffe beslutninger, som har givet forringelser for nogle, men vores intention er altid at følge vores værdigrundlag. Jo flere der er til at bære byrderne, desto lettere føles det for den enkelte.

Folketinget har gjort det sværere at være lokalpolitiker. Vores økonomiske råderum er ikke stort nok i forhold til det ønskelige serviceniveau, så derfor vil vi fortsat arbejde for at forbedre den fordelingsmodel, som tildeler kommunerne penge.

Kvaliteten i vores kommunale ydelser er vigtig for os. Vi mener, at en stærk og effektiv offentlig sektor med gode tilbud til borgerne er et godt middel til at sikre en retfærdig fordeling af de kommunale ressourcer. Vi har set flere dårlige eksempler på, at de borgerlige konstant forsøger at privatisere og udlicitere. Tænk blot på den øgede bureaukratisering ved at skulle beskrive og kontrollere alting. Til glæde for hvem?

Hver enkelt borger har også et ansvar for at yde en indsats. I de nære fællesskaber i familien, som nabohjælp, de sociale netværk og i foreningerne. Med den pressede økonomi er vi nødsaget til at bidrage til at løfte den fælles opgave – nemlig at skabe Danmarks bedste kommune.

En socialdemokratisk ledelse i Favrskov Kommune er borgernes bedste sikkerhed for en ansvarlig økonomisk kurs. En ledelse der kan og vil lytte til borgerne. En ledelse der vil give ansvar og kompetence til de mange medarbejdere. En ledelse der vil skabe rammerne for et righoldigt forenings- og kulturliv. Vi har vist, at vi er et parti, der formår at samarbejde med alle i byrådet, og derfor tror vi også på, at vi kan skaffe det fornødne flertal for en ny politisk praksis i den kommende byrådsperiode.

  

Et stort ansvar for naturen og miljøet

Kommunerne har overtaget en stor del af ansvaret for at beskytte natur og miljø.

Det er en stor opgave som stiller store krav til indsatsen for at bevare vores kommune som en smuk og naturskøn kommune, ligesom der skal gennemføres naturgenopretningsprojekter, hvor det er muligt.

Derfor er Socialdemokraterne indstillet på at begrænse alle former for miljøbelastning mest muligt.

Grønne og rekreative områder skal bevares og udbygges, ligesom der skal lægges vægt på at udforme byernes gader og rum, så de både bliver mere indbydende og levende.

Socialdemokraterne vil:

  • have at Favrskov bliver en CO2-neutral kommune
  • værne om de store drikkevandsressourcer i Favrskov Kommunes undergrund
  • sikre effektive miljøtilsyn og mindske udledning fra landbrug, industri o.l.
  • øge naturarealet ved naturgenopretning, skovrejsning og flere grønne korridorer
  • mindske affaldsmængderne og øge genbruget
  • fortsat arbejde for at reducere forbruget af el, vand og varme i kommunens bygninger
  • vurdere miljøpåvirkningen og klimapåvirkningen ved alle beslutninger
  • indføre grønne regnskaber i kommunen og på alle kommunale institutioner
  • fremme produktion og anvendelse af miljøvenlig energi
  • ansætte rådgivende energi- og klimakonsulent
  • have bedre vedligeholdelse af klimaskærmen på kommunale bygninger

Hvordan skal vi bo i fremtiden!

Kommunen skal gøre en aktiv indsats for at sikre, at Favrskov er et godt sted for borgerne at leve og bo.

Der skal være stor opmærksomhed på varierede og attraktive boligtilbud, der tilgodeser de fremtidige boligbehov hos borgerne.

Der skal også være opmærksomhed på mulighederne for at bygge bynære boliger i områder, hvor der laves byfornyelse ved at fjerne gamle og utidssvarende bygninger.

Socialdemokraterne vil:

  • stille krav om 0-energi ved nybygninger i udvalgte boligområder
  • bedre vedligeholdelse af de grønne områder på en miljøvenlig måde
  • tilgængelighed til naturen via stier
  • etablere en kommunal hundeskov, hvor hunde kan færdes uden snor
  • fremme nye boligformer – f.eks. med mindre boligareal og større fællesareal
  • have udvikling i alle bysamfund
  • sikre, at der tænkes arkitektonisk ved nybyggeri eller byfornyelse, så det færdige resultat fremstår harmonisk med omgivelserne
  • at der bygges almene boliger og ungdomsboliger efter behov
  • at der er varierede udbud af boliger, herunder til enlige, ældre og handicappede
  • sikre ledige grunde i alle hovedbyer og centerbyer

 

Der bor også borgere i landsbyerne og i det åbne land!

En betydelig del af indbyggerne i Favrskov Kommune er bosat i landsbyer eller i det åbne land.

I disse områder skal der være balance mellem boliger og muligheden for moderne landsbrugsvirksomheder og nye erhverv.

Socialdemokraterne vil arbejde for, at der sikres et godt grundlag for en fortsat positiv udvikling i landområder og landsbyer med mulighed for at realisere visioner om ny udvikling i landområderne gennem bosætning samt etablering af nye erhvervsvirksomheder.

Socialdemokraterne vil:

  • at der værnes om naturen via naturgenopretning og bevaring af hævdvundne stier
  • at der er harmoni mellem erhverv og bosætning i landområderne
  • fortsætte støtten til forsamlingshusene, som er landsbyernes kulturhuse
  • styrke arbejdet i Landsbyrådet, så der fortsat skabes aktiviteter og laves anlæg i vores landsbyer
  • sikre kontakten til landsbyerne ved afholdelse af borgermøder i alle lokalområder i løbet af en valgperiode
  • tage landsbyerne alvorligt og efterleve visionerne i Landsbypolitikken
  • arbejde for sanering og byfornyelse, hvor der er behov

Sikker trafik for alle trafikanter

Trafikken i samfundet er hele tiden i vækst. Der kommer flere og flere køretøjer, som gør det svært for de svage trafikanter.

Derfor skal der arbejdes med at skabe det bedst mulige trafikmiljø for alle trafikanter i hele kommunen.

Der skal også være fokus på nødvendige trafikforbedringer samt en god vedligeholdelse af de eksisterende trafikanlæg.

Mulighederne for ”sunde trafikanter” – cyklister og fodgængere - skal altid tages med i overvejelserne.

En udbygning af den kollektive trafik skal fungere som et brugbart alternativ til privatbilismen.

Socialdemokraterne vil:

  • et vejnet uden ”sorte pletter” i Favrskov
  • høj trafiksikkerhed og god trafikafvikling
  • arbejde for udvidelse af cykelstinettet til gavn for sikkerhed, sundhed og miljø
  • god vedligeholdelse af stier, veje og fortove
  • sikre god tilgængelighed for handicappede
  • erstatte fortove med kombinerede cykel-/gangstier, hvor det er muligt
  • arbejde for en forlægning af Viborgvej (A26)
  • fortsat udvikle den kollektive trafik i samarbejde med Regionen
  • arbejde for etablering af trinbræt i både Laurbjerg og Søften
  • støtte det igangværende arbejde med at få en letbane til Hadsten via Søften og Hinnerup
  • arbejde på at der etableres letbane fra Århus mod Viborg gennem Lading, Fajstrup, Voldby og Hammel

Et godt samarbejde med kommunens virksomheder

Favrskov Kommune skal deltage aktivt i udviklingen af kommunens erhvervsliv for at sikre velfungerende virksomheder og flest mulige arbejdspladser i området. Nye virksomheder er velkomne under hensyntagen til miljø og omgivelserne.

Favrskov Kommune skal ligeledes være aktiv i det regionale samarbejde om at skabe en positiv udvikling i hele regionen.

Socialdemokraterne vil:

  • en hurtig og smidig sagsbehandling – også for landbruget
  • være åbne over for erhvervslivets ønsker og behov
  • sikre ledige erhvervsgrunde i områder med god infrastruktur, herunder kollektiv trafik
  • at kommunen aktivt tager del i den regionale erhvervs- og turismeudvikling
  • arbejde for et bredt og varieret uddannelsestilbud til alle aldersgrupper i samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner

Det rummelige arbejdsmarked

Der skal gøres en aktiv indsats for at sikre flest mulige af kommunens borgere en plads på arbejdsmarkedet. Det er til gavn for den enkelte men også for kommunen som helhed.

Det kræver en særlig indsats for borgere, som har svært ved at fastholde en plads på det ordinære arbejdsmarked.

Socialdemokraterne vil:

  • skabe gode samarbejdsrelationer mellem kommunen og arbejdsmarkedets parter
  • yde en aktiv beskæftigelsesindsats via det kommunale jobcenter
  • at uddannelse og efteruddannelse skal være nøgleord i arbejdsmarkedspolitikken fremover
  • at minimum 95 % af en ungdomsårgang sikres en uddannelse
  • at lokale arbejdspladser, herunder kommunale, inddrages i aktiveringen og integreringen af handicappede, flygtninge og indvandrere
  • arbejde for et velfungerende Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU)
  • lave meningsfulde beskæftigelsesprojekter for især de unge, bl.a. på en produktionsskole
  • sikre elevpladser inde for det kommunale område
  • sikre sammenhæng mellem Beskæftigelsesudvalget, det Lokale Beskæftigelsesråd og Erhvervsforeningen

Et sundt og godt liv!

Sundhed for alle er et vigtigt mål. Det handler ikke kun om at helbrede sygdom, men i lige så høj grad om at kunne klare hverdagens udfordringer og medvirke til, at man lever et sundt og godt liv. I den sammenhæng er hele forebyggelsesområdet af allerstørste betydning. Hellere forebygge end helbrede.

Favrskov Kommune som en sund kommune har derfor også noget at gøre med miljø, trafik, boliger, sociale forhold og fællesskaber på arbejdspladserne, i skolen og i fritiden.

Socialdemokraterne vil:

  • vurdere alle beslutninger ud fra deres sundhedsmæssige betydning
  • sikre gode tilbud på sundhedsfremme- og forebyggelsesområdet med tilbud om rygestop, alkoholrådgivning, kostomlægning og motion
  • sikre at der er gode tilbud om genoptræning uden ventetid
  • øge tempoet i etableringen af sundhedscentre i Hammel, Hinnerup og Ulstrup
  • lave sundhedstilbud til overvægtige børn og deres familier
  • støtte etableringen af motions- og træningsmuligheder
  • ansætte en person til at øge aktiviteterne inden for natur, kultur og motion
  • lave mere forebyggelse af folkesygdommene
  • sikre sund mad på de kommunale institutioner
  • sikre helhedsrådgivning til personer og familier som rammes af sygdom, død, ulykker eller andre sociale begivenheder

Tilbud til handicappede og psykisk syge borgere

Kommunen har det fulde ansvar i forhold til borgere med handicap eller psykiske problemer, når borgerne ikke er indlagt på hospitalet.

Det er kommunens opgave at sørge for et tilstrækkeligt antal bomuligheder, beskæftigelses- og fritidstilbud til denne gruppe borgere, enten ved selv at have institutioner eller købe pladser hos andre kommuner eller regionen.

De mest specialiserede institutioner bør efter Socialdemokraternes mening forblive i regionerne.

 

Socialdemokraterne vil:

  • sikre velfungerende dag- og døgntilbud samt væresteder til borgere med handicap og psykiske lidelser
  • støtte familier med handicappede eller psykisk syge med rådgivning, hjælp og netværk
  • give gode træningstilbud til personer med nedsat funktionsevne
  • give specialiseret rådgivning og tilbud på hjælpemiddelområdet uden ventetid
  • arbejde for en velfungerende bostøtte- og ledsageordning til ældre og handicappede
  • fortsætte den gode dialog med borgerne gennem kommunens handicapråd

 

Anstændig hjælp til de ældre

Den praktiske hjælp og pleje, der tilbydes de ældre medborgere, skal gøres så fleksibel og individuelt tilpasset som mulig, så de ældre får en god hverdag.

Tilrettelæggelsen skal ske i dialog og samarbejde med den enkelte borger.

Det nuværende niveau for praktisk hjælp bør under ingen omstændigheder reduceres yderligere, da hjælpen så bliver alt for begrænset.

Ved fremtidige indretninger og byggerier til ældre lægges der megen vægt mulighederne for at skabe fællesskaber mellem beboerne.

Socialdemokraterne vil:

  • at de ansatte fortsat har tid til omsorg og pleje frem for registrering og bureaukrati
  • sikre en høj kvalitet i form af kontinuitet og sammenhæng i serviceydelserne
  • sikre gode pleje- og boligtilbud
  • opprioritere forebyggende træning og skabe mulighed for fysisk aktivitet
  • at der i alle hovedbyer kan tilbydes aflastnings- og korttidspladser
  • have en koordinator, der skal stå for oplevelser og aktiviteter til de ældre på plejecentrene
  • reservere arealer til et nyt plejecenter i Hammel

 

Børn skal have et aktivt og godt liv

Børn og unge skal sikres de bedste betingelser for en positiv udvikling. Det kræver høj kvalitet lige fra den første pasning med muligheder for udvikling af egenskaber som nysgerrighed, kreativitet og ønsker om at lære.

Gennem opvæksten i hjemmet suppleret med pasningstilbud, børnehaver, skoler, fritidsordninger, klubber og ungdomsskole udvikles deres evner til at være aktive borgere med anlæg for socialt samspil, fællesskab, læring og fortsat menneskelig udvikling.

Et særligt område er det meget specialiserede institutions- og skoleområde. Socialdemokraterne lægger meget vægt på, at børn og unge med særlige handicap og problemer får en hverdag præget af kvalitet.

Tryghed for børn og forældre med pasningsgaranti af høj kvalitet er noget meget centralt for Socialdemokraterne.

Den skal forestås af et veluddannet personale i gode funktionelle rammer og med mulighed for ekstra støtte og hjælp til børn, der har særlige behov.

Socialdemokraterne vil:

  • sikre pasningsgaranti i dagpleje eller vuggestue i børnenes første 3 leveår
  • at der fra 3-årsalderen er en børnehaveplads til alle børn frem til skolestarten
  • at vores institutioner er gode og sunde med et godt indeklima
  • at der er gode muligheder for fysisk udfoldelse i og omkring vores institutioner
  • sikre personalet mere tid til børnene frem for tid til administrative opgaver
  • sikre sund og varieret kost til børnene i institutionerne
  • sikre nem adgang for borgerne til at indberette overgreb eller forsømmelser mod børn, så hjælp ydes hurtigst muligt

Forbedringer af skoler og fritidsmuligheder for vore børn og unge

I skolen skal børnene møde de fælles grundlæggende værdier og en spændende undervisning, som udvikler det enkelte barns faglige, kreative og sociale kompetencer og styrker barnets livsmod og livskraft.

Socialdemokraterne vil arbejde for en fortsat udvikling af folkeskoleområdet i Favrskov Kommune.

Der er brug for mere undervisning end vi på nuværende tidspunkt kan tilbyde børnene.

Der skal også ske forbedringer af bygninger og fritidsarealer ved skolerne.

Socialdemokraterne vil:

  • sikre faglige og sociale udfordringer for alle børn i skolernes undervisning
  • at eleverne møder moderne og tidssvarende undervisningsmidler i hverdagen
  • at vores børn undervises og færdes i indbydende og renoverede lokaler
  • gennemføre næste valgperiode uden skolelukninger
  • styrke og udvikle tilbuddene til børn med særlige behov
  • tilskynde til sunde kostordninger på skolerne
  • have fastlagt en skolestruktur for kommunen i dialog med forældrene
  • at eleverne har gode fritidstilbud med mange aktivitetsmuligheder
  • at de ældste elever fortsat kan samles og mødes i en attraktiv ungdomsskole
  • at der spredt i kommunen tilbydes ungdomsklubtilbud til de ældste elever
  • at der fortsat skal være et attraktivt kommunalt tilbud for 10. årgang

Et spændende og indholdsrigt fritidsliv

En udadvendt og aktiv fritids-, idræts- og kulturpolitik skal medvirke til at give Favrskov Kommune en stærk profil som bosætningskommune. Det kan også være med til at skabe arbejdspladser.

Fritids-, idræts- og kulturmulighederne spiller en vigtig rolle i borgernes dagligdag, og det gælder uanset om man er barn, ung eller voksen.

Alle børn i Favrskov Kommune skal have mulighed for at møde kulturen i nogle af dens forskellige udtryksformer i form af billedkunst, drama, musik og sang, dans, film, mv..

Inden for idrætsområdet skal der sikres et varieret udbud af aktiviteter, som kan foregå i gode fysiske rammer.

 

Socialdemokraterne vil:

  • at kultur- og fritidstilbuddene ikke er forbeholdt særligt velstillede
  • fastholde og øge aktiviteterne i billedskolerne og Musikskolen
  • arbejde for et tilbud, der rummer kreative og udøvende kulturaktiviteter til børn og unge
  • at vores biblioteker fortsat udvikles som videns- og oplevelsesrum for borgerne
  • sikre gode forhold for de mange frivillige ledere og trænere
  • skabe gode rammer for vores idrætsforeninger
  • at kulturhusene også er igangsættere af kulturaktiviteter så som koncerter, udstillinger m.v.
  • at der også er plads til de mere uorganiserede fritidsinteresser
  • at der afsættes 2% af alt kommunalt grundsalg til kunstindkøb og udsmykning for hele Favrskov
  • at man gennem Kunstudvalget får bredt kunsten ud i alle egne af kommunen
  • at vores fantastiske natur kan udnyttes til oplevelser og aktiviteter – eksempelvis med naturstier, træningsredskaber, naturlegepladser m.v.

 

Kommunen som arbejdsplads

Favrskov Kommunes ansatte er dem, der i hverdagen repræsenterer kommunen overfor borgerne. For at yde den rette service skal personalet være veluddannet, velfungerende og motiveret.

Det stiller store krav til både den politiske og den administrative ledelse i kommunen.

Kommunen skal føre en offensiv personalepolitik for hele tiden at kunne tiltrække og fastholde nye medarbejdere med gode kvalifikationer. Kommunen har også en særlig forpligtelse i forhold uddannelsen af nye, unge medarbejdere.

Socialdemokraterne vil:

  • at den enkelte medarbejder kan udvikle sig både fagligt og personligt
  • at Favrskov Kommune kan danne forbillede som arbejdsplads med et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø
  • skabe stabilitet og sikkerhed i ansættelsen.
  • undgå flere store omrokeringer af personalet – altså NEJ til et fælles rådhus.
  • sikre praktikpladser for både unge og voksne.
  • give ansvar til de ansatte ved at uddelegere ansvar og kompetence.
  • arbejde ud fra værdier som rummelighed, åbenhed, ærlighed og tillid.

 

Borgernes indflydelse

Kommune betyder faktisk fællesskab, så vores fælles kommune er et fællesskab og ikke et indkøbscenter. Derfor har alle en andel i fællesskabet med både rettigheder og pligter.

Vort demokrati er et repræsentativt demokrati, hvor de valgte repræsentanter ”har ansvaret”. Men dermed har de også ansvaret for at give aktive og engagerede borgere muligheder for at deltage i den demokratiske debat om, hvilke løsninger, der skal vælges. Det sker ved en aktiv borgerinddragelse ved større kommunale beslutninger.             

Socialdemokraterne vil:

  • inddrage borgerne i videst muligt omfang gennem dialog med foreninger, interessegrupper, forældre, bruger, bestyrelser og lignende.
  • støtte frivilligt socialt arbejde.
  • i dialog med borgerne for at undgå en ”bedrevidende” topstyring.
  • fortsætte etableringen og brugen af brugerstyrede organer så som Kulturelt Samvirke, Idrætssamvirket, Folkeoplysningsudvalg, Erhvervsudvalg med videre.
  • fortsætte udviklingen af byrådets borgerinddragelsespolitik
  • afholdelse af borgermøder inden der træffes beslutninger af større betydning
  • ansætte "borgerens ombudsmand" til hjælp, når der sker fejl i systemet, og således at uhensigtsmæssigheder rettes op hurtigst muligt

 

 

Som vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 25. august 2009 i Hinnerups Bibliotek og kulturhus

 

Valgprogram 2010-2013