Socialdemokraterne i Favrskov

ER DET ALT SAMMEN BENT HANSENS SKYLD?

Siden et snævert flertal i Folketinget bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i 2006 og 2007 vedtog gennemførelsen af et nyt kommunalt landskab, hvor 98 kommuner og 5 regioner så dagens lys, har den overalt i kommuner og regioner stået på reduktioner og begrænsninger i økonomien.
Stramme rammebetingelser med blandt andet færre økonomiske styringsredskaber blev de vilkår, de nye kommuner skulle løse deres opgaver på. Regionerne skulle først og fremmest løse store opgaver indenfor sundheds-, social- og udviklingsområdet.
Men regionernes rammebetingelser blev gjort endnu vanskeligere end kommunernes, samtidig med at en ny sundhedslov skulle være gældende fra regionernes start.
Regionerne må ikke udskrive skatter, og vi må heller ikke tage penge fra det ene område og give til et andet område.
Det er noget af en udfordring.
Regionerne har alene de penge til rådighed, som bevilges af staten over finansloven eller kommer ind ved kommunernes lovpligtige betalinger for deres borgeres brug af sundhedsvæsenet.

For de valgte regionsrådsmedlemmer har det været noget af en opgave, både at skulle sammenlægge flere amter, der typisk gjorde ting på forskellige måder og leve op til de høje forventninger, som ikke mindst den borgerlige regering har udstyret os alle med. Vi har på en række områder skullet være ”verdens bedste”! Men der er nok meget få, der har oplevet, at vi så har bevæget os i den rigtige retning. I kommunalreformen var kravet til opgaveløsningerne, at de skulle være fremadrettede og sikre effektive økonomiske løsninger. En harmonisering af serviceydelserne overfor regionens borgere skulle gradvis gennemføres. I hele Region Midtjyllands levetid har man hvert eneste år skullet spænde livremmen ind, samtidig med, at man bl.a. med nye retningslinier for planlægningen af fremtidens akuthospitaler har skullet ændre på det eksisterende sygehuslandskab.

Det har gjort befolkningen - i ikke mindst tyndt befolkede områder i Vestjylland - både utrygge og vrede, når der er taget beslutninger, som har medført større afstande til hospitalsbehandling. I denne vrede gemmer sig nok også en betydelig frustration over, at pænt store provinsbyer mister det hospital eller den profil på deres hospital, som mange mener, man har krav på/ ret til, når man har den størrelse, man har.

Samtidig er der på sundhedsområdet nogle meget svært styrbare størrelser som f.eks. udgifter til ny medicin og nye og som oftest dyrere behandlingsmetoder. Der bliver hele tiden nye og bedre behandlingsmetoder, og mange mennesker lever nu betydeligt længere med sygdomme, der tidligere langt hurtigere var livstruende.

Vi må desværre også fortsat leve med en skæv bloktilskudsfordeling. Hver gang, Region Syddanmark får 100 kr. i bloktilskud, får Region Midtjylland kun 93 kr. Hvis vi, som tidligere Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen erkendte, havde fået 200 mio. kr. mere pr. år i bloktilskud, ville vore økonomiske udfordringer ikke have været helt så voldsomme. Hvis vi for årene fra 2007 til og med 2011 havde haft ca. 1.0 mia. kr. mere til at løse vore opgaver for, ville besparelserne hen ad vejen ikke have været så omfattende.

På trods af de omtalte ulige opstarts og rammevilkår har Regionsrådsformand Bent Hansen stået i spidsen for gentagne, omfattende og svære budgetlægninger i de få år, regionerne har eksisteret. Det får han bestemt ikke ros for fra alle sider. Bl.a. har den borgerlige opposition i regionsrådet sammen med sundhedsministeren og flere borgerlige folketingspolitikere forsøgt at placere ansvaret for den vanskelige økonomiske situation på hans skuldre, hvilket er helt urimeligt.

Her på det sidste har vi ca. et halvt år efter budgetlægningen for 2011 igen været nødsaget til at lave omfattende strukturomlægninger og besparelser. Med den allersidste reduktion på ca. 475 mio. kr. håber vi at kunne skabe ro på vore hospitaler og institutioner et godt stykke ud i fremtiden.

Desværre afstod partierne Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti fra at tage et medansvar for besparelser og omlægninger. De fremfører hele tiden, at der skal spares og reduceres, men når der skal tages et ansvar for at finde ud af, hvor der helt konkret skal spares eller reduceres, så har man mere end travlt med at finde (dårlige) argumenter for, at man ikke kan være med.

Det er meget beklageligt, for vore dygtige medarbejdere fortjener, at vi ikke hele tiden må lave om på de økonomiske vilkår. Men det er vigtigt, at vi som landets næststørste region har styr på økonomien og udøver rettidig omhu.

Fra Socialdemokraternes side skal der også lyde en tak til vores dygtige administration og de arbejdsgrupper, der har lavet grundlaget for den politiske proces og beslutninger. Det var ikke let og det rammer mange hårdt, men det arbejde fortjener ikke bare at blive udsat for kritik fra en borgerlig del af regionsrådet, som ikke har lyst til at tage deres del af ansvaret.

Afslutningsvis er der grund til at tilkendegive stor opbakning til og respekt for det dygtige politiske arbejde, som Bent Hansen har udført, så længe Region Midtjylland har eksisteret. Bent Hansen har virkelig vist Folketingets flertal, at vi i regionen løser vores opgaver med en effektiv økonomisk ledelse, der næsten har fået harmoniseret de serviceydelser, vi kan tilbyde borgerne i vores region.

Bent Hansen er en yderst kompetent, vidende og dygtig regionsrådsformand, som fortjener stor respekt – en respekt, han også får som formand for sammenslutningen af Danske Regioner.

Desværre ser det ud til, at de borgerlige partier i regionsrådet og også på landsplan har valgt at forsøge at dæmonisere Bent Hansen i stedet for at gribe i egen barm og forholde sig lidt kritisk til den måde, hvorpå de selv håndterer hele sundhedsområdet.