NYT FRA KREDSEN Af Jørgen Nielsen Formand, Favrskov Kredsen 
Så er vi godt ovre valget og den nye regering er i fuld gang med arbejdet.
Der er nok ikke nogen tvivl om at det er en svær opgave, den nye statsminister er kommet på. Men vi kan jo håbe, at den forskel der er regeringspartierne i mellem gør, at det de bliver enige om også er godt gennemarbejdet og holdbart.
Vi var til kongres den 5. november i Århus, og det var en veloplagt Helle Thorning-Smith der som landets nye statsminister og partiformand gik på talestolen og aflagde beretning.
Her kom hun ind på de forhandlinger, der var gået forud for regeringsgrundlaget og regeringsdannelsen. Der er jo nok ikke tvivl om, at det ikke har været de letteste forhandlinger, og der er nok nogle ting, som vi kunne have ønsket os bedre, men sådan er det jo, når man ikke har et flertal alene, så må der gives køb på nogle ting.
Vores folketingskandidat Iben Sønderup var som den første på talerstolen med en kommentar til formandens beretning. Iben roste Helle for hendes måde at takle hele forløbet efter valget på, for som Iben sagde, skulle man tro, at Helle var ”født med stiletterne på”.
Byrådsgruppen har været igennem nogle svære beslutninger omkring skolelukninger og udliciteringer på det grønne område. Det er nogle beslutninger, som forståeligt nok giver en del opmærksomhed, og som nok ikke altid er lige lette at forstå for dem, som bliver berørt af dem.
Og der er helt sikkert nogle ting i forbindelse med offentliggørelsen af tingene, som kunne have været gjort bedre, og det er jeg sikker på, at både os i organisationen og byrådsgruppen har lært af. Men når det er sagt, så har jeg også tillid til, at byrådsgruppen har truffet de beslutninger, der var nødvendige, i den situation vi er i.
Vi har i bestyrelsen besluttet, at vi gerne vil fejre valget med en fest. Vi fik desværre ikke valgt Iben ind i folketinget i den her omgang, men Iben fik til trods for, at socialdemokratiet gik lidt tilbage, et rigtigt flot valg. Men da vi er en meget lille kreds, er det meget svært at blive valgt, og det vil kræve, at socialdemokratiet går frem. Men Iben er klar til at tage en ny omgang.
Festen vil blive holdt d. 25. februar 2012 kl. 18.00 i Sløjfen i Hadsten, se invitationen andet sted i bladet. Jeg håber, rigtig mange af jer vil møde op og fejre valget med os. Ved samme lejlighed vil vi også benytte chancen til at sig tak til alle, der har bakket op og hjulpet i valgkampen.
Til slut vil jeg gerne sige tak for jeres støtte og opbakning, uden jer medlemmer kom vi ikke ret langt.
Her vil jeg slutte og ønske jer alle en rigtig glædelig jul og godt nytår.




